Startskud for stort p-hus i Høje Taastrup C

Byggeriet af p-hus med over 500 pladser går nu i gang i Høje Taastrup C-bydelen. Udviklingsområdet ved City 2 og Høje Taastrup Station har kun to erhvervsgrunde tilbage – få år efter de første jordsalg.

Onsdag 28. januar blev grundstenen for et kommende parkeringshus lagt i den nye Høje Taastrup C-bydel mellem Høje Taastrup Station, storcentret City 2 og kontorområdet Den Gule By. Det skete i samarbejde mellem fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K), adm. direktør for Høje Taastrup C-partnerskabet Peter Mering og adm. direktør Carsten Raundahl fra entreprenøren Raundahl & Moesby.

”På få år er det lykkedes at skabe en blandet bydel med arbejdspladser og med både lejligheder og rækkehuse – og snart også friplejehjem, ældrekollektiv og beboerhus. Nu går vi i gang med bydelens andet parkeringshus, og med 525 pladser skaber vi markant forbedrede muligheder for at parkere til gavn for beboere og gæster,” siger borgmester Kurt Scheelsbeck, som er formand for Høje Taastrup C-partnerskabet mellem Høje-Taastrup Kommune, PFA og Danske Shoppingcentre (ejet af ATP og Danica).

P-huset står efter planen klar til maj næste år. Bygningen får et samlet areal på knap 15.000 kvadratmeter, svarende til to fodboldbaner, og det bliver opført i forskudte plan i samme højde som resten af bydelen. En del p-pladser får el-ladestandere, mens alle øvrige p-pladser bliver gjort klar til at få ladestandere. Dermed er p-huset forberedt til en fremtid, hvor el-biler udgør en meget større andel af den samlede bilpark end nu.

Det kommende p-hus ligger i den østlige del af Høje Taastrup C – ved Bornholms Allé, Hveen Boulevard og Falkenberggade. Uden for p-huset etableres handicappladser og særlige pladser til gæsteparkering. Bygningen får facadeplader, så de parkerede biler ikke ses tydeligt, og ydersiderne begrønnes med klatreplanter. Totalentreprenør på byggeriet er Raundahl & Moesby med afdelinger i Valby og Aarhus.

Sidste år kunne Høje Taastrup C melde udsolgt for byggefelter til boliger, og derudover omfatter bydelen blandt andet en Netto-butik og kommunens nybyggede rådhus.

”Blot to grunde mangler at blive udviklet. De ligger ved Bornholms Allé og Halland Boulevard i den vestlige del af bydelen og giver ret til at bygge 30.000-40.000 kontor-kvadratmeter. Høje-Taastrup byråd har stået sammen om at skabe en af landets mest erhvervsvenlige kommuner, der har tiltrukket tusindvis af job. Flere kommuner langs den nye letbane omlægger hidtidige erhvervsområder til boliger, og Høje Taastrup C kan derfor være et attraktivt, lokalt alternativ for mange virksomheder, endda tæt på motorveje og gode togforbindelser,” siger Peter Mering, adm. direktør for Høje Taastrup C-partnerskabet.

Fra 2013-23 steg antallet af job i Høje-Taastrup Kommune med næsten 11.000 til 41.400 job. Blandt de større arbejdspladser er Copenhagen Markets (før kendt som Grønttorvet), DSB’s hovedkontor, transportkoncernen DSV, Ikea, Nordea, Rockwool og Teknologisk Institut.

Høje Taastrup C vil fuldt udbygget have omkring 1.200 boliger med 2.500-3.000 beboere, og Peter Mering anslår værdien af det samlede byggeri til 5-6 mia. kr. Bydelens grundareal er på 185.000 kvadratmeter (26 fodboldbaner), og der kan bygges i alt 240.000 kvadratmeter, fordelt på boliger, kontorer og øvrige funktioner.

 

Høje Taastrup C – en bydel i hjertet af kommunen

  • Areal på 185.000 kvm (26 fodboldbaner) mellem storcentret City 2, Høje Taastrup Station og kontorområdet Den Gule By
  • Samlet byggeret på ca. 240.000 kvm – anslået byggesum på 5-6 mia. kr. for hele området
  • De første jordsalg skete i 2018 – nu resterer blot to byggefelter til erhverv i bydelens vestlige ende
  • Fuldt udbygget får bydelen omtrent 1.200 boliger, mest lejligheder, men også rækkehuse, ældrekollektiv og friplejehjem, samt beboerhus og to p-huse
  • Bydelen omfatter desuden rådhus (indviet 2023), Netto-butik og kommende kontorbyggerier
  • Høje-Taastrup Kommune er gået fra knap 31.000 job i 2013 til 41.400 i 2023
  • Såvel station som motorvej ligger tæt på – Hovedstadens Letbane er kun tre stop væk
  • Bag Høje Taastrup C står Høje-Taastrup Kommune, PFA og Danske Shoppingcentre (ejet af ATP og Danica)
  • Læs mere på højetaastrupc.dk

 

Nyt p-hus – Høje Taastrup C

  • P-huset får ca. 525 p-pladser til beboere i Høje Taastrup C – udenfor etableres handicappladser og gæsteparkering
  • Byggestart januar 2026, forventet aflevering i maj 2027
  • El-ladestandere ved en del p-pladser fra åbningen – forberedes til ladestandere ved alle p-pladser
  • Opføres i forskudte plan – samlet areal 14.800 kvm (svarende til godt to fodboldbaner)
  • Placering: Areal ved Bornholms Allé, Hveen Boulevard og Falkenberggade i bydelens østlige del
  • Entreprenør: Raundahl & Moesby (totalentreprise)
  • Rådgivere: et.Arkitekter og Ingeniør’ne
  • Bygherre: Høje Taastrup C-partnerskabet med Høje-Taastrup Kommune, PFA og Danske Shoppingcentre (ejet af ATP og Danica)