Giv dit bud på navnet til parken i Høje Taastrup C
Hvad skal den nye grønne og aktive park i Høje Taastrup C hedde? Kom med dit bud – og tænk gerne vildt og ud af boksen.
Hovedattraktionen bliver verdens længste skaterbane, som allerede har fået megen medieomtale. Derfor skal parken have et navn, som giver genlyd i hele Danmark – ja, internationalt.
Høje Taastrup C bliver den nye attraktive og bæredygtige bydel i Høje Taastrup med plads til 4000 beboere, butikker og erhvervsliv. Den nye grønne park vil sno sig gennem hele bydelen og forbinde Høje Taastrup Station og City2.
Verdens længste skaterbane
Den nye park bliver ca. en kilometer langt. Verdens længste skaterbane vil slynge sig gennem hele parken, og banen vil også kunne opsamle regnvand ved store regnskyl.
Om parken
Parken bliver en grøn oase, som danner rammen for aktiviteter, der skal give beboere og gæster gode oplevelser og fællesskaber på tværs.
Den nye park vil rumme fire områder med hver deres stemning. Når man kommer til Bornholms Allé fra Høje Taastrup Station kommer man ind i Eventyrenes Verden – et område med mange forskellige træer, blomster og planter, hvor man kan smage og dufte på naturen. Her kommer også en lille bakke – Kyssebakken – hvor man kan blive viet og få taget bryllupsbilleder i det smukke område tæt på det nye rådhus.
Længere fremme ligger Dyrenes Verden, hvor der vil være rig mulighed for leg – centrum af skaterparken ligger også her. Tæt på City2 ligger Fællesskabets Verden med en plads, hvor der kan være markeder, teater, opera og koncerter. Pladsen er omgivet af bakker i forskellige niveauer, så den kan også omdannes til et amfiteater. Længst mod øst ligger Naturens Verden, hvor læring og leg med fokus på natur er i højsædet.
Den nye park bliver på ca. 44.000 m2, hvilket svarer til 6 fodboldbaner.
Om konkurrencen
Alle er velkomne til at komme med forslag til parkens navn. Man kan deltage via Høje-Taastrup Kommunes Facebook-side eller ved at sende forslag på denne side: Link Man er velkommen til at indsende flere forslag. Forslagene offentliggøres på denne side.
Vi sætter præmier på højkant og trækker lod om oplevelser og gavekurve blandt de indsendte forslag.
Idéerne bliver videreudviklet i et udvalgt panel, hvorefter byrådet vil beslutte parkens navn.