Aftale på plads: 88 nye plejeboliger på vej
/i Nyheder/af Mette Allerslev Hansen
Høje-Taastrup Kommune har indgået en aftale, der kan få stor betydning for både ældre borgere og deres pårørende. Et nyt friplejehjem med plads til 88 beboere skal bygges centralt i Høje Taastrup C, og det bliver drevet af en privat aktør.
Aftalen er for nyligt vedtaget af et samlet byråd og skal være med til at løse udfordringen med, at der mangler plejeboliger og for at leve op til plejeboliggarantien.
For nyligt nævnte Kurt Scheelsbeck (K), der har været fungerende borgmester i Michael Zieglers fravær frem til 31. marts, at der kunne være et friplejehjem på vej, og nu er aftalen altså på plads.
De står bag
Det er virksomheden Altiden, der skal stå bag friplejehjemmet Altiden Fribo Høje Taastrup.
Efter planen slår det dørene op i begyndelsen af 2029.
Her skal 88 ældre borgere kunne flytte ind, fremgår det af en pressemeddelelse fra Altiden.
Det har været på tale, om kommunen skulle have anvisningsret til nogle af plejeboligerne, men den beslutning er udskudt, fortæller Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
– Vi troede de var nødvendigt for at tiltrække en leverandør, men det viste sig, at det, der lokker dem til, i højere grad er prognosen for behovet af plejeboliger, og den viser at der er behov for flere boliger, siger Michael Ziegler.
Derfor bliver der først taget stilling til det, når der skal forhandles budget for 2027 efter sommerferien. Der er fordele og ulemper ved sådan en aftale.
En sådan aftale kan betyde, at kommunen ifølge statslige regler skal deponere knap 100 millioner kroner for at sikre sig anvisningsretten. Samtidig skal man betale for plejeboliger, der eventuelt står tomme.
– Fordelen er, at vi nærmest har statsgaranti i forhold til at have boliger til rådighed, som vi kan anvise til, siger Michael Ziegler.
Om et friplejehjem
I budgetaftalen for 2026, som er vedtaget af alle partier i byrådet i Høje-Taastrup Kommune, står der således.
“Manglen på plejehjemspladser i kommunen forventes at stige i de kommende år. Derfor er der enighed om, at der skal arbejdes på snarest muligt at få etableret det tidligere besluttede friplejehjem. Vores aktuelle prognoser underbygger, at Høje-Taastrup Kommune på forhånd kan garantere køb af 30 pladser, og dermed sikrer vi, at visitering sker på linje med de kommunale plejehjem. Forligspartierne står ved budgetaftalen fra 2024, hvor det fremgår, at det er vigtigt, at Friplejehjemmet og de kommunale plejehjem har sammenlignelige vilkår for deres drift. Hvis der ikke er indgået en endelig aftale om etablering af det private plejehjem inden udgangen af 1. kvartal 2026, skal der igangsætte et arbejde med henblik på etableringen af et kommunalt plejehjem.
Borgmester Michael Ziegler (K) kalder i pressemeddelelsen aftalen for et afgørende skridt.
– I byrådet er vi er meget tilfredse med, at vi nu har taget de første og største skridt til at få skabt et nyt plejehjem til gavn for vores ældre borgere og deres pårørende. Jeg glæder mig til efter sommeren at se forslaget til lokalplanen for byggeriet i Høje Taastrup C, siger han.
Trygge og stabile rammer
Altiden har 25 års erfaring indenfor ældreomsorg og driver i forvejen en række bo- og aktivitetstilbud til ældre, herunder friplejehjem i Greve og Holte. Altiden åbner yderligere et nyt friplejehjem i Munkebo i Kerteminde Kommune i foråret 2028.
Administrerende direktør i Altiden, Trine Mottlau, understreger, at det handler om mere end mursten.
– Vi vil skabe trygge og stabile rammer for borgere, der har brug for hjælp og omsorg. Samtidig er vi glade for, at Altiden kan bidrage til at styrke de ældres mulighed for frit valg, siger Trine Mottlau.
Fleksibilitet
Projektet udvikles af Svanen Gruppen, som samtidig opfører seniorboliger i området. Tanken er, at boligerne og plejehjemmet skal spille sammen, også for de pårørende.
– Pårørende får mulighed for at bo tæt på en ægtefælle eller anden nærtstående, og beboere i seniorboligerne kan tilkøbe ydelser og services fra friplejehjemmet efter behov. Det skaber fleksibilitet, tryghed og liv på tværs, siger Michael Brixhuus, direktør i Svanen.
Også i partnerskabet bag Høje Taastrup C ser man plejehjemmet som en vigtig brik i bydelens udvikling. Direktør for Høje Taastrup C, Peter Mering, peger på, at området nu rummer boliger til alle livsfaser, fra børnefamilier til de ældste borgere.
Med et friplejehjem vil der både være plejehjem, rækkehuse, lejligheder og altså mange forskellige slags boliger i bydelen.
– Nu er al jorden i den østlige del af bydelen disponeret, og vi har kun to byggefelter til erhverv tilbage i den vestlige del, siger Peter Mering.
Plan- og miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune vedtog i april, at forvaltningen skal arbejde videre med en lokalplan for friplejehjemmet.
Dog var der en række opmærksomhedspunkter fra forvaltningen, og de skal tages med i det videre arbejde, besluttede politikerne.
Sådan er friplejehjemmet tænkt
Med forbehold for, at der sker ændringer i lokalplansarbejdet, så viser skitseprojektet et markant byggeri, der samler flere funktioner i én samlet karrébebyggelse ved Falkenberggade i Høje Taastrup C.
Ifølge oplægget er visionen at skabe en såkaldt omsorgskarré, hvor plejehjem, seniorvenlige boliger og et kvarterhus bindes sammen i en bymæssig helhed med en aktiv stueetage mod parken og et grønt, beskyttet gårdrum i midten.
Plejehjemmet indrettes som en selvstændig fløj i bebyggelsen, med fællesfunktioner og hovedindgang samlet i stueetagen, mens plejeboligerne placeres på de overliggende etager.
Der er ifølge skitsen lagt op til, at byggeriet varierer i højde fra fem til op mod otte etager og trappes ned mod syd.
Da det kun er en skitse, kan der ske ændringer.
Politisk bevågenhed
Sagen om et muligt friplejehjem har fyldt meget til flere kommunalvalg, og forud for budgetforliget for 2024 vedtog et enigt byråd, at der hurtigst muligt skulle søges at etablere et friplejehjem for at imødekomme det voksende behov for plejeboliger.
I budgetforliget for 2026 blev det så blevet slået fast, at manglen på plejehjemspladser vil vokse, og at der derfor hurtigst muligt skal etableres et friplejehjem.
Herunder finder du links til flere omtaler af friplejehjemmet:
https://www.lovguiden.dk/det-offentlige/kommuner/2026-05-08-nyt-friplejehjem-med-88-pladser-aabner-i-hoeje-taastrup-i-2029
106 nye boliger rejser sig i Høje Taastrup C
/i Nyheder/af Mette Allerslev Hansen
Opførelsen af 106 attraktive boliger, der henvender sig til børnefamilier og andre, der ønsker at bo tæt på Høje Taastrups faciliteter i et nyt og moderne område, tager form, og i går var arbejdet på byggepladsen skiftet ud med hyggeligt samvær og en fejring af en vigtig milepæl i projektet, nemlig rejsegilde.
De 106 boliger, der fordeler sig på rækkehuse og lejligheder, opføres af entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard for TG Partners VIII, der er en fond forvaltet af kapitalforvalteren Thylander A/S, som i 2024 indgik en aftale om projektet med netop A. Enggaard.
– Høje Taastrup er en af landets mest populære tilflytterkommuner, og vi ser frem til at byde de kommende beboere velkommen, når boligerne står færdige. Området tiltrækker særligt børnefamilier, der søger tættere mod naturen og friluftslivet, uden at give afkald på gode forbindelser til hovedstaden og resten af landet. Det er præcis den kombination, som Høje Taastrup tilbyder, fortæller COO & Partner, Michael Brichmann fra Thylander.
Projektet er udviklet med fokus på bæredygtighed og høj kvalitet og opføres med DGNB Guld-certificering. Der er arbejdet med gennemtænkte planløsninger og anvendt solide kvalitetsmaterialer, som sikrer både funktionalitet og æstetik. Projektet indgår samtidig i Thylanders nye VIVA-platform, der samler selskabets boliger under ét brand og markerer et øget fokus på beboeroplevelsen og levende boligmiljøer.
Også A. Enggaard glæder sig over projektets fremdrift, og forventningen er, at de første boliger er klar til indflytning i november 2026.
– Vi er stolte af, at vi sammen med Thylander kan bidrage til den spændende udvikling, som Høje-Taastrup Kommune har igangsat for Høje Taastrup C. Projektet skrider frem efter planen, og der skal lyde en stor ros til vores dygtige håndværkere og samarbejdspartnere for den store indsats, de lægger på byggepladsen hver eneste dag, siger regionschef Kim Leo Jensen

Adresse
Høje Taastrup C P/S
Jens Kofoeds Gade 12, st.
2630 Taastrup
Tlf: +45 70 60 21 11

