Lokalt ansigt investerer i byggefelt i Høje Taastrup C

John Hartvig Holm, som har handlet boliger i Høje Taastrup i 30 år, tror så meget på at den nye bydel bliver et fedt sted at bo, at han sammen med en økonomisk partner har investeret i et byggefelt med 11.850 kvadratmeter bolig og 590 kvadratmeter erhverv.

”Høje Taastrup C bliver et levende og fedt sted at bo,” lyder det fra John Hartvig Holm, der netop i partnerskab med Thomas Ulletved Rasmussen har skrevet under på købet af et af de sidste ledige byggefelter i den kommende bydel Høje Taastrup C. Troværdigheden er i top, for John Hartvig Holm er et kendt ansigt i Taastrup, og har været i ejendomsmæglerbranchen her vest for København de seneste 30 år. Han kender både Taastrup og de boligsøgende kunders behov bedre end de fleste – og nu lægger han selv hånden på kogepladen og sætter sine egne penge på spil. Han tror så meget på projektet, at han også efter planen flytter sin ejendomsmæglerforretning ind i erhvervsdelen i det nybyggeri, som han investerer i.

John Hartvig Holm har købt grundstykket sammen med Thomas Ulletved Rasmussen, der blandt andet ejer Media-Invest Danmark A/S og er storinvestor i elselskabet Modstrøm. Thomas Ulletved Rasmussen og John Hartvig Holm er i forvejen forretningspartnere. Selskabet, som de har oprettet for at investere i Høje Taastrup C, er opkaldt efter det byggefelt, som de har købt. Det har fået navnet A21 Taastrup ApS.