Direktør ansat for Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C har ansat Lars Bloch som direktør. Lars Bloch kommer således til at stå i spidsen for det selskab, som de kommende  år skal gennemføre en omfattende byudvikling i Høje Taastrup C.

Lars Bloch kommer fra en stilling som sekretariatschef for Musicon i Roskilde. Han er en kendt person i ejendomsbranchen, hvor han gennem mange år har arbejdet for bl.a. Skanska, NCC Property Development og Keops. Lars Bloch har tidligere også været ansat i Høje-Taastrup Kommune, hvor han bl.a. var med til at gennemføre den arkitektkonkurrence, der danner baggrund for den kommende realisering af Høje Taastrup C.

”Vi ser frem til samarbejdet med Lars Bloch, som med sin stærke og mangeårige erfaring inden for byudvikling er den helt rigtige person som direktør for selskabet. Vi står foran en omfattende byudvikling i det centrale Høje Taastrup, og vi er sikre på, at Lars Bloch kan løfte opgaven i fællesskab med de kommende investorer, rådgivere og andre interessenter”, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune og formand for arealudviklingsselskabet.   

Den nye direktørs første opgaver bliver at igangsætte salg af byggeretter og begynde byggemodningen, der skal skabe grundlag for de konkrete byggegrunde og etableringen af et parkstrøg mellem Høje Taastrup Station og City 2. Den nye direktør skal også opbygge sekretariatet for Høje Taastrup C.

Kontakt til Lars Bloch: Tlf. 2326 0030, mail: lars@hoejetaastrupc.dk